Almost Irish fylder salen

Det danske - næsten irske - band var igen sæsonens største trækplaster.


Med 120 betalende gæster inde slog Almost Irish den 25. april det igen fast, at irsk folkemusik med dansk præsentation er et hit blandt de danske på vestkysten.

Gymnastiksalen på Hans-Helgesen-Skolen i Frederiksstad var så propfuld, at der knap var plads til at en af de tilstedeværende kunne få et myggestik.

De fire brødre beviste endnu en gang - gang på gang faktisk - deres virtuositet som musikere. Som da to af dem midt i The Irish Rover begyndte at spille Duelling Banjos - på guitarer.

De spiller og synger fantastisk, deres repertoire er omfattende og programmet altid afvekslende og varieret. Man ved, at man kommer til at høre såvel kendte og elskede numre som knap så kendte, men man ved aldrig hvilke.(tekst, Peter Hansen)