Når de store læser for de små

Læseprojekt styrker færdigheder og sammenhold.

11. juli 2014 (FOKUS, Flensborg Avis)

FREDERIKSSTAD. På Hans Helgesen Skolen i Frederiksstad er skolens 4. klasse og førskoleklassen for tiden i gang med et læseprojekt »De 4 fantastiske bier«.
Målet er at udvikle og videreudvikle både førskolebørnenes og elevernes læsekompetence og præsentere læsestrategien »De fantastiske fire« efter Merete Brudholm. Samtidig lærer eleverne at arbejde målrettet i et forløb og deltage i en menigsskabende proces, for at tilegne sig viden og indsigt, informationer og oplevelser.

God sidegevinst

Førskolebørnene og eleverne fra 4. klasse har i forvejen en skoleven-aftale, det vil sige, at det er de ældre elever, der tager sig af skolens nye elever og holder lidt øje med dem. Det er derfor en god sidegevinst, at denne skolevenordning fordybes yderligere ved, at eleverne har et otte uger langt læseprojekt sammen.

De 4 fantastiske bier bruger højstlæsning og dialogisk læsning til at træne læsning og tekstforståelse. Hertil skal der så besvares bestemte spørgsmål. En gang om ugen mødes alle eleverne i 4. Klasses lokale. Skolevennerne sidder sammen, så de ældre elever kan understøtte de mindre. To af de ældre elever læser en historie. Over iPad vises billeder til historien på whiteboard. Ind imellem stiller eleverne forskellige spørgsmål til historiens indhold, som førskolebørnene skal svare på. Eleverne kører forløbet selvstændigt, læreren og pædagogen understøtter kun, hvis der er behov for det. Forberedelsen til denne læsetime sker i bibliotekstimen. Historien vælges ud, der sættes billederne ind i en Ipad-præsentation og der vælges aktiviteter til »de 4. fantastiske bier«.

Fint indtryk

- Førskolebørnene får et fint indtryk af, hvordan undervisningen kommer til at foregå efter sommerferien, siger lærer Sybilla Nitsch.

- De udbygger deres ordforråd, holder koncentrationen og læser aktivt igennem dialogisk læsning. De er med i processen, siger hun.
- Samtidig lærer de ældre elever at stå frem i klassen, køre et forløb og få styr på strategier. De udvikler også deres højtlæsekompetance, siger Sybilla Nitsch.

Daniel Dürkop